Lande i Afrika, Sydamerika og Asien har begrænset udlændinges adgang til at adoptere.

Foto: Sonja Iskov / Ritzau Scanpix

Baggrundsviden om adoption

Hvad er adoption?

Ordet adoption betyder ’at tage til sig som sit eget’ og kommer fra det latinske ord adoptio, der betyder ’at vælge til’. Adoption er, når et eller flere mennesker, tager et barn til sig, som ikke biologisk er deres eget, og træder ind i en forældrerolle over for dette barn samt juridisk får forældreretten over det. Der er altså den afgørende forskel på plejebørn og adoptivbørn, at plejebørn ikke juridisk set får nye forældre, mens det adopterede juridisk bliver en del af en ny familie. Når et barn er blevet adopteret, svarer forholdet mellem adoptivforældrene og barnet juridisk til det forhold, der i udgangspunktet er mellem et barn og dets biologiske forældre (dette forhold kan dog ændres, hvis barnet tvangsadopteres).

Hvorfor ønsker nogle at adoptere et barn?

Baggrunden for, at et par eller en enlig vælger at adoptere et eller flere børn kan være, at de lider af ufrivillig barnløshed og ikke selv er i stand til at få børn og/eller ikke ønsker at modtage behandling i form af insemination eller kunstig befrugtning. Et andet eksempel kan være, at det kommende adoptivbarn har været plejebarn i familien eller er vokset op med en stedforælder igennem hele sit liv, og at begge parter nu ønsker en adoption. Nogle adopterer også ud fra den tankegang, at de ønsker at tage et barn til sig, som allerede er kommet til verden, og som mangler en familie, i stedet for selv at blive gravide og føde et barn. Det er efterhånden også almindeligt, at familier, som allerede har flere biologiske børn, vælger at adoptere et barn – f.eks. hvis kvinden er blevet så gammel, at det er vanskeligt for hende at blive gravid, eller hvis risikoen for at få et misdannet barn er stor.

Hvilke typer af adoption finder sted i Danmark?

Der er tre forskellige måder at adoptere på i Danmark: Stedbarnsadoption, familieadoption og fremmedadoption.

• Stedbarnsadoption: Et eksempel på stedbarnsadoption kan være, at barnets mor har giftet sig med en anden mand end barnets far – som måske er død – og at den nye mand adopterer barnet. Den, der gerne vil adoptere, skal leve op til en række krav. Familien skal være stabil, så den, der ønsker at adoptere, skal som udgangspunkt have boet sammen med sin ægtefælle eller registrerede partner i mindst to et halvt år på ansøgningstidspunktet. Man skal desuden have indgået ægteskab eller være i et registreret partnerskab. Man skal ligeledes have boet sammen med barnet i tre år eller have mulighed for at bo tre år sammen med barnet, inden det bliver 18 år og myndigt. Den, der ønsker at adoptere, skal være minimum 14 år ældre end barnet. Reglerne på området administreres af Familiestyrelsen, på hvis hjemmeside reglerne og ansøgningsprocedure m.m. findes (se kilder).
• Familieadoption: Her er det typisk en tante, bedsteforælder eller onkel, der adopterer barnet, eller en voksen, der igennem længere tid har været nært knyttet til barnet. Det er altså kun lovligt at familieadoptere, hvis de, der adopterer, enten er i familie med barnet i lige linje (barnebarn, søskende eller nevø/niece) eller har en særlig tilknytning til barnet (for eksempel plejebarn) eller i mere sjældne tilfælde har en særlig tilknytning til barnets forældre. Disse regler fremgår af Statsforvaltningens hjemmeside (se kilder). Herudover gør de samme regler og krav sig gældende for familieadoption som for stedbarnsadoption.
• Fremmedadoption: Fremmedadoption vil sige, at en enlig eller et par adopterer et barn fra en fremmed familie. Oftest foregår det anonymt, så hverken forældre eller adoptivforældre ved, hvem den anden part er. Det foregår således, at en såkaldt formidlende organisation, som der i Danmark findes en af, står for at skabe kontakt mellem adoptivbarnet og adoptivforældrene. Fremmedadoption betyder ikke nødvendigvis, at barnet er fra et fremmed land, for man kan både fremmedadoptere danske og udenlandske børn. De fleste fremmedadoptioner foregår dog imellem danske forældre og udenlandske børn, typisk fra fattige lande, hvor et stort antal børn er forældreløse og har udsigt til en opvækst på børnehjem, på gaden eller i skiftende plejefamilier.

Hvornår begyndte danskerne at adoptere?

Der har altid været børn, der af forskellige årsager er vokset op hos andre end deres mor og/eller far. Måske døde moren under fødslen, og andre i familien måtte tage sig af barnet. Måske var forældrene så fattige, at de ikke kunne brødføde deres barn og lod det vokse op hos en nabokonen med flere ressourcer.

Det var imidlertid først fra 1800-tallet, at man begyndte at tale om egentlige adoptioner, som Jens Hørlück skriver i sin bog "Adoption i Danmark" (se kilder), og efterhånden som samfundsforholdene og især ejendomsretten blev mere formaliserede, opstod ønsket om at legalisere forholdet mellem barn og voksen gennem adoption. En familieretskommission udarbejdede et forslag til en adoptionslov, og i 1923 blev en fælles nordisk lov om adoption vedtaget. Ved en stor revision af loven i 1953 blev biologiske og adopterede børn fuldkommen ligestillet. Indtil da blev adoptivbørn betragtet mere som plejebørn end som biologiske børn og havde eksempelvis ikke tvangsarveret.

Hvorfra er der kommet adoptivbørn til danske forældre?

Indtil 2. Verdenskrig var det primært danske børn, der blev adopteret, for på daværende tidspunkt var der masser af socialt udsatte og fattige familier i Danmark, der ikke selv kunne magte at tage sig af deres børn. Med den øgede velstand i 1950’erne blev der færre danske børn til bortadoption. I stedet begyndte man at adoptere børn fra udlandet – i begyndelsen især fra andre europæiske lande. Store dele af Europa oplevede dog ligesom Danmark en velstandsstigning i 1950'erne og 60'erne, og dermed svandt behovet for adoption også i disse lande, eller behovet kunne dækkes via indenlandske adoptioner, altså ved at personer fra samme land adopterede børnene. Det beskriver Jens Hørlück i sin bog ”Adoption i Danmark” (se kilder).

Siden 1970’erne har adoptioner til Danmark derfor primært foregået fra udviklingslande i Afrika, Sydamerika og Asien. Der sker hele tiden en udvikling i, hvilke lande den formidlende organisation samarbejder med og kan hjælpe med adoptioner fra. Det afhænger af politiske forhold i de enkelte lande og i den økonomiske udvikling. Nogle lande lukker således ned for adoptioner, mens andre åbner op, ligesom de danske myndigheder kan vurdere, at adoptioner fra et bestemt land skal stilles i bero eller stoppes, fordi der er tvivl om, hvorvidt proceduren omkring adoptionerne er retssikkerhedsmæssigt i orden. Det kan gælde, hvis der er mistanke om, at forældre i et fattigt land bliver lokket til at give deres børn bort til adoption til gengæld for økonomisk hjælp. Den slags har der været en del eksempler på i de seneste år.

Hvordan har antallet af adoptioner udviklet sig?

Det er svært præcist at afgøre, hvor mange adoptioner der har været i Danmark, da det ikke gennem hele perioden, hvor der har fundet formaliserede adoptioner sted, er blevet systematisk registreret, om børnene var stedbørnsadopterede, familieadopterede eller fremmedadopterede. Jens Hørlück forsøger i bogen ”Adoption i Danmark” (se kilder) at give et skøn over antallet af adopterede i de seneste cirka 75 år. Hans optegnelser peger på, at der i perioden 1938-2008 i alt blev adopteret 105.048 børn i Danmark. Siden 1966 er der blevet skelnet mellem stedbørnsadoptioner og familieadoptioner, og fra 1966-2007 er 25.716 af de 57.651 adopterede stedbørnsadopterede, lyder Hørlücks statistik (se kilde). Også de formidlende organisationer har opgjort antallet af adoptivbørn, der er kommet til Danmark fra udlandet. Fra 1970 til 2011 har den ene af organisationerne, DanAdopt, formidlet i alt 6.828 børn, (se kilde, Danadopts hjemmeside) mens den anden organisation, AC Børnehjælp, ifølge egne opgørelser har formidlet flere end 13.000 børn til danske forældre i perioden fra 1969 til 2011. (Se kilder, AC Børnehjælps hjemmeside).

De seneste cirka 10 år er antallet af børn, der er kommet til Danmark via adoption, imidlertid faldet betydeligt. I årene fra 2009 til 2017 kom der således kun i alt 2.030 børn til Danmark, viser en opgørelse fra Ankestyrelsen (se kilder). Og antallet er faldet endnu mere siden. Ifølge den seneste opgørelse fra Ankestyrelsen kom kun 23 adoptivbørn til Danmark fra udlandet i 2020, mens 40 børn i samme periode blev bortadopteret i Danmark. Det var således første gang i mange år, at antallet at adopterede danske børn oversteg antallet af børn adopteret til Danmark fra udlandet. Det viser en Ritzau-artikel trykt i Berlingske 12. april 2021 (se kilder). 

Hvordan er udviklingen i antallet af adoptioner på internationalt plan?

På internationalt plan er der et fald i antallet af adoptioner. Der kommer flere ansøgere og færre børn til bortadoption verden over. Antallet af adoptioner var ellers stigende i perioden fra 1998-2004, hvor antallet af adopterede i verden nåede sit klimaks med 43.000 adopterede børn i 2004. Herefter faldt antallet år for år. I 2010 blev 27.500 børn adopteret på verdensplan.

En opgørelse fra Adoptionsnævnet offentliggjort i oktober 2012 viste, at en stigende andel af de børn, der frigives til adoption, har mentale vanskeligheder, mindre fysiske handicap og misbrugsskader, eller er over tre år, hvilket gør det sværere for dem at falde til (se kilder). Og disse børn er generelt sværere at finde vestlige adoptivfamilier til.

Hvordan har antallet af adoptioner udviklet sig i Danmark?

Hvis man ser på en opgørelse over de seneste 15 år, er der et fald i antallet af adoptioner i Danmark, viser blandt andre Adoptionsnævnets optegnelser (se kilde) og Ankestyrelsens statistik. I perioden fra 1970erne til 2010 kom der hvert år mellem 400 og 700 børn til Danmark, men herefter er antallet faldet. I 2011 kom 338 børn fra udlandet til Danmark for at blive fremmedadopteret, og i siden er antallet faldet hvert år ned til 79 børn i 2017 og 23 børn i 2020.

Hvorfor er antallet af adoptioner i Danmark faldet?

Der er flere årsager til, at antallet af adoptioner er faldende. En årsag kan være, at mulighederne for at få børn ved hjælp af insemination og kunstig befrugtning er blevet bedre, så flere vælger denne løsning frem for adoption. En anden faktor er, at afgiverlandene (de lande, som børnene bortadopteres fra) i højere grad selv er i stand til at finde pleje- eller adoptivfamilier til spædbørn. Det efterlader en restgruppe af lidt ældre børn, som de danske forældre oftest ikke er så interesserede i eller ikke er godkendt til at adoptere. Det kræver nemlig en såkaldt ’udvidet godkendelse’ at adoptere børn, der er over tre år, eller som har alvorligere handicap. Generelt har danske adoptanter adopteret forholdsvis små børn uden store helbredsmæssige vanskeligheder, mens man i lande som Holland og USA har haft tradition for at adoptere børn med handicap eller psykiske problemer. Desuden er ventetiden steget betydeligt, og risikoen for, at ens adoptionsgodkendelse forældes, før man når at blive adoptivforældre, kan også have en afskrækkende effekt på potentielle adoptanter.

Også en række historier om adoptioner, der er gået galt, eller adoptioner, der har vist sig at være baseret på falske oplysninger om de adopterede børn og deres baggrund, har formodentlig afskrækket en del mennesker fra at søge om godkendelse til at adoptere et barn fra udlandet. Desuden har DIA, der står for al formidling af adoptioner fra udlandet, haft store økonomiske vanskeligheder og har i perioder måttet lukke for tilgang af nye ansøgere på deres venteliste. Derudover har en del lande, som traditionelt har afgivet mange børn til adoption, enten begrænset eller helt lukket for muligheden for at bortadoptere børn til udlandet. I januar 2018 besluttede et flertal i parlamentet i Etiopien for eksempel at lukke helt for adoption af børn ud af landet, fordi de frygtede, at børnene ville blive udsat for omsorgssvigt eller overgreb. Det fremgår af en Ritzau-artikel i Berlingske 12. januar 2018 (se kilder).

Hvilke love og regler regulerer adoptioner i Danmark?

De overordnede regler for adoption i Danmark er samlet i Adoptionsloven fra 1972, der siden er ændret adskillige gange.

Adoptioner i Danmark skal ske i henhold til FN’s børnekonvention og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen fra 1996. Sidstnævnte, som Danmark ratificerede i 2011, har til formål at sikre, at børn med tilknytning til flere lande end et er lige så effektivt beskyttede, som børn med tilknytning til kun et land.

I forhold til FN’s børnekonvention er det især artikel 21, der er relevant, når det gælder adoption. Den slår fast, at et landet er forpligtet til at sikre, at en adoption altid sker med hensyntagen til barnets bedste. Siden 1956 har adopterede børn rent juridisk været fuldstændigt ligestillede med biologiske børn. Det betyder eksempelvis, at adoptivbarnet arver på lige fod med de biologiske børn, ligesom alle juridiske bånd og retsforhold ophører mellem adoptivbarnet og dets biologiske forældre.

Hvordan bliver man godkendt til at adoptere?

Det er statsforvaltningerne i Danmarks fem regioner, man skal henvende sig til, hvis man gerne vil adoptere eller bortadoptere. Der er andre procedurer for familie- og stedbarnsadoption end for fremmedadoption.

Hvis en familie eller en enlig ønsker en fremmedadoption, skal de først godkendes som adoptanter af Statsforvaltningen. Hvis de ønsker at adoptere ved familie- eller stedbarnsadoption, skal de ikke godkendes.

Man bliver godkendt til fremmedadoption ved at gå igennem tre faser i Statsforvaltningen:

· I den første fase vurderes det, om man som potentiel adoptant lever op til de formelle krav, der stilles til alder, eventuelt samliv med en partner, ansøgerens helbred, straffeattest, boligforhold og økonomi.

· Hvis ansøgeren/ansøgerne kan leve op til de krav, der stilles i fase et, bliver de indkaldt til et kursus, der udgør fase to. Kurset koster ansøgeren 2500 kroner og går ud på at klargøre ansøgerens adoptionsmotivation og give ansøgerne indblik i, hvad det vil sige at adoptere og leve som adoptivfamilie. I løbet af kurset forklarer forskellige oplægsholdere om livet som adoptivforælder, og der gives et indblik i børnenes baggrund og de vanskeligheder, man kan risikere at støde på som adoptivforældre.

· I fase tre besøger en sagsbehandler ansøgeren eller ansøgerne i deres hjem, og ud fra dette besøg og en anden samtale vurderes det, om ansøgerne/ansøgeren kan godkendes som adoptivforældre/-forælder.

Læs mere om dette på Familiehusets hjemmeside (se kilde).

Kan homoseksuelle adoptere?

I juli 2010 trådte en ændring af adoptionsloven i kraft, som gjorde det muligt for homoseksuelle par i registreret partnerskab at adoptere. Det var dog først i 2014, at det første homoseksuelle par adopterede, adopterede et barn fra udlandet. For selv om loven i Danmark giver mulighed for, at homoseksuelle par kan adoptere, ønsker de lande, der typisk adopteres fra, generelt ikke at bortadoptere børn til homoseksuelle par. Indtil videre har det kun været muligt for homoseksuelle danske adoptanter at adopteret børn fra Sydafrika. Det kan være svært at få overblik over, hvor mange homoseksuelle par, der har søgt om adoption, siden loven trådte i kraft, da der ikke skelnes imellem ægteskab og registreret partnerskab, når der laves opgørelser over, hvor mange der godkendes til adoption eller får afslag på deres ansøgning. Af en artikel fra Politiken i september 2020 (se kilder) vurderes det, at 10-15 homoseksuelle par har adopteret børn fra Sydafrika siden 2014.

Hvor mange bliver godkendt til at adoptere, og hvor længe venter de?

Færre søger om at blive godkendt som adoptanter, og der har desuden været en stigning i andelen, der bliver afvist som adoptanter. Antallet af danskere, er ønsker at adoptere et barn fra udlandet, faldt fra 314 i 2012 til 48 i 2017, og i 2017 fik 45 procent af ansøgerne afslag, mens det i gennemsnit i perioden 1997-2014 var 14 procent, der fik afslag. Adoptionsnævnets nyeste opgørelse over udviklingen i alder og ventetider (se kilder) viser desuden, at den gennemsnitlige ventetid for alle danske ansøgere i perioden fra 2015 til 2017 steg fra 44 til 52 måneder, mens ventetiden i 2004/2005 var 18 måneder.

Af en oversigt på hjemmesiden for den formidlende organisation DIA (se kilder) fremgår det, at ventetiden, fra man er blevet godkendt som adoptant, til man får stillet et barn i forslag, varierer fra seks måneder til over tre år, afhængig af hvilket land man står på venteliste i. Dertil kommer en ventetid på alt fra få uger til 1,5 år, fra man har fået et barn i forslag, til man kan rejse ud og hente barnet. Nogle gange kræver adoptionsprocessen desuden, at man opholder sig flere måneder i afgiverlandet.

Kan en adoption ophæves?

Selvom barnets juridiske bånd til dets biologiske forældre brydes ved adoptionen, er det ifølge dansk lov muligt at ophæve enhver form for adoption. Skal en adoption ophæves, efter at barnet er fyldt 18 år, kræver det, at både adoptanterne og adoptivbarnet er enige om det. Såfremt barnet er over 12 år, kræves det, at ophævelsen vurderes at være til barnets bedste, og barnet skal give samtykke. Er barnet under 12 år, skal det høres i sagen om ophævelse. Det fremgår af oplysninger på Ankestyrelsens hjemmeside (se kilder)

Hvis en eller flere parter ønsker en ophævelse, kan man søge Ankestyrelsen, der så tager stilling til, om ansøgningen kan imødekommes og adoptionsforholdet ophæves. Hvis den adopterede gennemfører en ophævelse af adoptionen, kan han eller hun genindtræde i retsforholdet til sine biologiske forældre, men kun hvis de biologiske forældre giver deres samtykke.

Netra har aldrig følt sig accepteret af sine danske adoptivforældre. Netra tog derfor beslutningen om at ophæve sin adoption, så hun blev fuldstændig forælderløs. DR3, 2020.
 

Hvilken form for adoption er mest almindelig?

Af de 697 børn der blev adopteret af en eller to nye forældre i Danmark i 2016, blev langt de fleste, 83 procent, adopteret af en stedforælder. De øvrige 89 børn blev fremmedadopteret, dvs. adopteret af forældre, de ikke kendte i forvejen, og af disse kom 76 fra udlandet. Denne fordeling afspejler en generel tendens til, at de fleste adoptioner i Danmark har været stedbarnsadoptioner, og at andelen af stedbarnsadopterede har været stigende i takt med, at antallet af adoptioner fra udlandet er faldet. I 2009 var 61 procent af alle adoptioner således stedbarnsadoptioner, mens 36 procent var fremmedadoptioner.

Antallet af fremmedadoptioner er siden faldet yderligere, mens antallet af dansk adopterede børn er stigende, bl.a. fordi en lovændring har betydet, at de danske myndigheder nu har lettere adgang til at bortadoptere børn med tvang. Det betød blandt andet, at antallet af bortadopterede danske børn nåede op på 40 i 2020 efter i mange år at have ligget på cirka 5-10 årligt.

De adopterede børn

Hvor kommer børnene fra?

Igennem årene er de fremmedadopterede børn kommet fra meget forskellige lande. Som beskrevet tidligere, kom de fleste adoptivbørn i 1950’erne fra lande i Europa, men fra 1970’erne og frem er størstedelen af børnene kommet fra udviklingslande i Asien, Afrika og Latinamerika.

Maja Lee Langvad kom til Danmark da hun var 3 måneder. Bogen 'Hun er vred' er et opgør med den forestilling at adoption er en win win-situation.

Foto: Torben Huss / Scanpix

1970’erne kom der mange børn fra Vietnam, og i 1980’erne kom der mange børn fra bl.a. Indien og Colombia. For omkring ti år siden steg antallet af adoptioner fra Kina og Vietnam, bl.a. til enlige, voldsomt, men antallet af adoptioner fra Kina til Danmark er i de senere år faldet igen. I 2001 kom der kinesiske 134 adoptivbørn til Danmark, mens antallet i 2011 var faldet til 40, og fra 2013 har det ligget på under 10 årligt. Også fra Indien er antallet af adoptioner gået markant ned. For begge landes vedkommende kan der være en sammenhæng mellem en velstandsstigning, som gør behovet for adoption mindre og/eller muligheden for indenlandsk adoption bedre. Desuden kan det for Kinas vedkommende spille ind, at de kinesiske myndigheder har åbnet for øget adoption til større lande end Danmark.

Med Etiopien var billedet i en periode omvendt. I 2001 var antallet af etiopiske børn, der blev bortadopteret til Danmark 22; i 2010 var tallet 117, og i 2011 kom 80 etiopiske børn til Danmark. Etiopien var hermed det land, hvorfra der i 2011 kom flest adoptivbørn til Danmark. Men efter flere år med problemer med korruption og manglende gennemsigtighed i det etiopiske adoptionssystem besluttede den danske regering i 2016 helt at stoppe for adoptioner fra Etiopien.

Det skete efter massiv kritik af, at fattige og syge forældre bortadopterede deres børn uden at være tilstrækkeligt informerede om, at de på den måde mistede enhver kontakt med børnene. 
I de senere år har den danske regering også besluttet at lukket ned for adoptioner fra bl.a. Nigeria og Nepal af samme årsager.
I 2017 var de to lande, som der kom flest adoptivbørn fra til Danmark, Sydafrika med 19 og Thailand med 17.

Hvor gamle er børnene, når de bliver bortadopteret?

Generelt er børnene spæde eller meget små, når de bortadopteres, men det hænder også, at børn helt op til 10-års alderen bortadopteres, eller at børnene bortadopteres i søskendepar, hvor det ældste barn er betydeligt over de 36 måneder, som er grænsen for børn, som adopteres til ansøgere med en såkaldt ’almen godkendelse’.

De sidste ti år er gennemsnitsalderen på børn, der adopteres til Danmark, steget. I 2009 var 50 procent af børnene under 1 år, når de kom til Danmark, og 26 procent var mellem 1 og 2 år. I 2017 var kun 8 procent af børnene under 1 år, da de kom til Danmark, og 34 procent var mellem 1 og 2 år. Andelen af børn, der var over 5 år, ved ankomsten til Danmark, var i 2017 oppe på 9 procent. Det fremgår af Adoptionsnævnets oversigt over udviklingen i alder og ventetider 2015-2017 (se kilder).
Ser man på stedbarnsadoptioner, er det en helt anden sag. I disse tilfælde adopteres børnene i alle aldre, ligesom voksne børn også ofte adopteres. 

Hjerteblod – En dokumentar om livet som adopteret i Danmark lavet af elever fra Vordingborg Gymnasium i mediefag, 2012.

Hvorfor bortadopterer de biologiske forældre deres børn?

Oftest er der tale om forældre eller enlige fra lande med store sociale og økonomiske problemer. Det er ofte set, at nybagte mødre eller forældre forlader deres børn på et børnehjem eller på et hospital, hvis de ikke føler, at de kan tage vare på det. Nogle børn afleveres også direkte til myndighederne enten af forældrene eller slægtninge. En del af de adopterede børn fra Sydafrika, er født af mødre, som er døende af aids, og som derfor allerede under graviditeten beslutter, at deres barn skal bortadopteres. Kun børn, der ikke er smittede med hiv, bliver dog frigivet til international adoption.

Ser man på de danske forældre, der vælger at bortadoptere, er årsagerne delvist de samme, for de er også delvist socialt udsatte. Ofte er der dog tale om helt unge mødre, der i nogle tilfælde har opdaget deres graviditet så sent, at de ikke har mulighed for at få en abort. Af og til er det mødre, der allerede har børn og ikke har kræfter til at tage vare på endnu et barn. Det sker også, at børnene er født af misbrugere. Det fremgår af opgørelser fra Familiestyrelsen (se kilder).

Endelig er der et mindre antal sager hvert år, hvor danske børn bliver tvangsbortadopteret. Det vil sige, at myndighederne beslutter, at de biologiske forældre ikke længere juridisk set er forældre til barnet, selv om de ikke ønsker, at barnet skal adopteres. Det sker, når myndighederne vurderer, at forældrene heller ikke på langt sigt kan varetage omsorgen for barnet, så det ikke er nok f.eks. at placere barnet i en plejefamilie i håb om, at det senere kan komme tilbage til de biologiske forældre. Siden 2015, hvor en ny lov om tvangsadoption trådte i kraft, har kommunerne indstillet 22 børn til adoption uden samtykke, og i 16 af tilfældene har Ankestyrelsen været enig, og børnene er blevet tvangsadopteret.